Lykken ved at være i Hullet.

Hvordan kan man tale om lykken ved at være låst inde?

Normalt har det en negativ klang, når man taler om indespærring, men i denne kontekst er det anderledes, når min Ejer bestemmer at det er tid for at trællen skal låses inde i ”Hullet”, er der forud gået en tid med samvær, der på forskellig vis har været givende.
Derfor er der oplevelser der skal fordøjes, og nydes når dagen går på held, hvor begge er trætte, glade, samt har brug for ro.
Roen kommer når lyden af slåen der falder i hak har lydt, trællen har mærket efter, og jo døren er låst, så min bevægelsesfrihed er voldsomt indskrænket.
Nu er frihed ikke kun ensbetydende med den fysiske bevægelsesfrihed, der er mange eksempler i historien på at friheden til at drømme, friheden til at tænke, bliver større når man ikke skal bekymre sig om den omgivne verden.
Denne frihed føler jeg når jeg står der i Hullet, som er stærkt begrænset hvad fysisk størrelse angår, indretningen er spartansk, men der er hvad man har brug for, og hvad er det egentlig man (jeg) har brug for?
Dybest set har jeg hvad jeg skal bruge i Hullet, når min Ejer passer på resten af verden, og lukker mig ud, når jeg skal stå til rådighed.
Nu er jeg ikke låst inde altid, langt fra, men i de perioder det sker, får jeg friheden til at bruge min energi på at gå på opdagelse i mig selv, gå på opdagelse i hvad det egentlig er der gør at livet som ejet træl er så attraktivt at jeg har foretaget de fravalg, der gør at jeg kan leve som jeg gør.
Fravalg er et negativt ladet ord, men jeg føler ikke at det er negativt, at jeg har tilrettelagt mit liv som jeg har gjort.
Nu er livet jo ikke statisk, men i høj grad dynamisk, og jeg har jo ikke levet på denne måde hele mit voksne liv, jeg har før dette, prøvet en del, så jeg har valgt på et oplyst grundlag, eller har jeg?
For grunden til at jeg er hvor jeg er, bygger i høj grad på tilfældigheder, på modet til at turde give slip, og følge det der føles mest rigtigt, på trods af at det ikke er den gængse måde at leve på, sidst må jeg ikke glemme at var det ikke fordi min Ejer også har både modet, lysten og overskuddet til at indgå i dette, kunne jeg ikke leve dette privilegerede liv!
Når jeg ser tilbage, må jeg konstatere at jeg uden følelsen af at ”dette er mest rigtigt” ville jeg ikke være låst inde hvor jeg er nu, så havde jeg nok ”valgt” en mere ukontroversiel måde at leve på, men nu er det nu det mest rigtige, derfor er døren låst bag mig nu.
Som før skrevet, er jeg ikke konstant låst inde rent fysisk, men jeg har overgivet mig, og overladt magten til min Ejer, dette magtmonopol forvaltes på en måde, så jeg opfører mig på den måde der ligger i tråd med min Ejers ønsker, uden at hun i alle detaljer er nød til at træffe alle beslutninger på mine vegne, for jeg ved, både på grund af indlæring og på grund af at vi kender hinanden indgående, hvad der er det rigtige at gøre i en given situation.
Der sker så yderligere den progression, at visse målbare grænser, hvad angår økonomi, bevægelsesfrihed etc. bliver ændret i takt med min Ejers ønske om at indskrænke min ”bevægelsesfrihed”.
I sagens natur har jeg ikke nogen indflydelse på de beslutninger, men nøjes med at udføre hvad der forventes af mig.
For at vende tilbage til toppen:

Hvordan kan man tale om lykken ved at være låst inde?

Jamen det kan jeg ikke forklare på nogen rationel måde, men blot føle at sådan er det, og følge dén følelse, og se hvor den og min Ejer fører mig hen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *